140 Dage før Go Live
Venter spændt…
Muligheden for at interessetilkendegive til Ambulance Sjælland er nu slut. Jeg vil gerne sige tusind tak for jeres mange tilkendegivelser; jeg er både stolt, taknemmelig og rigtig glad.
Jeg ved det; I venter nu spændt på den vigtige mail i e-boks, som fortæller:
1. Hvor skal jeg arbejde?
2. På hvilket vagtform?
3. Hvad får jeg i løn?
Som I sikkert kan regne ud, så arbejdes der på højtryk for at kunne sende denne mail. Flere har allerede fået den; andre må vente lidt endnu.
Ét er sikkert: Den kommer til alle, der har interessetilkendegivet.
To vigtige meddelelser
- For medarbejdere med mindre end 10 års anciennitet har det vist sig sværere at gennemskue jeres nuværende lønseddel ift. om I har været ansat i f.eks. 3 eller 6 år.
Hører du til i denne gruppe og har du IKKE modtaget et ansættelsesbrev fra os endnu, så skynd dig at sende dokumentation ind til os (helst dit uddannelsespapir), så får vi lavet den rigtige beregning i første hug.
Hører du til i denne gruppe og har du ALLEREDE modtaget et ansættelsesbrev fra os, så tjek efter om din anciennitet er korrekt. Er den ikke det eller er du i tvivl, så kontakt os på denne mail: phc-hr@regionsjaelland.dk - Har du IKKE sendt din lønseddel ind endnu, så skynd dig; vi kan ikke beregne din løn før vi har den.
Når I har modtaget mailen i e-boks – det er et ansættelsesbrev med ovenstående – så sørg for at læse den grundigt igennem. Du har nu to muligheder:
1. Du kan sige Ja tak til ansættelse i Ambulance Sjælland
2. Du kan sige Nej tak til ansættelse i Ambulance Sjælland
Du har 5 dage til at svare. Siger du Ja tak til ansættelse i Ambulance Sjælland modtager du endnu en mail fra os inden så længe med et link til et spørgeskema. For at give dig den bedste start i Ambulance Sjælland spørger vi bl.a. til, om du har planlagt orlov eller vinterferie, om du ønsker at planlægge med de ekstravagter, der er forhandlet med FOA og så beder vi dig tilmelde dig vores tre introduktionsdage.
Stillingsopslag og info-møder
Som sagt har mange interessetilkendegivet og nogle baser er også fyldt op. Andre steder er der stadig ledige stillinger og vi har derfor slået stillinger op – både til patienttransport og ambulance.
Så kender du en kollega, der kunne være interesseret i job i Ambulance Sjælland, så send dem i retning af regionens hjemmeside; der ligger alle opslagene. Der er ansøgningsfrist d. 30-09-2023.
Drømmer du om at blive områderedder, så fortvivl ikke: Disse stillinger slås op senere på måneden!
Mange har spurgt, om vi ikke holder info-møder for potentielt kommende kolleger uden for Ambulance Sjællands hjemtagelsesområde. Det vil vi gerne imødekomme, og har derfor planlagt en del møder den næste måneds tid. Det står i stillingsopslagene; du kan også se datoer her.
Mere info om ambulancerne, tak!
Jeg ved det! I venter på billeder og info om vores nye lækre ambulancer. Det kan jeg godt forstå; de er også helt fantastiske!
Der står allerede en masse ambulancer i Gram, hvor de sidste finesser skal laves. Så snart jeg får en ambulance til Sjælland (pssstt: Det sker forventeligt ultimo september), så får I et nyhedsbrev, der bliver spækket med vigtig info og lækre billeder. I kan godt glæde jer!
De bedste hilsner
Karina Jensen
Ambulancechef i Ambulance Sjælland
Opdateret tirsdag den 6. feb. 2024