106 Dage før Go Live
Ambulancerne er landet
Så kom den endelig...
Den første af vores nye 190 hk ambulance fra Mercedes er landet ved Præhospitalt Center. Yaahhh!
Uanset om du skal køre patienttransport eller ambulance, så bliver det i disse nye, lækre og topmoderne køretøjer fra Mercedes med profile opbygning og spidsfindige finesser fra BA Service.
Bare rolig! I skal nok få den at se i den virkelig verden. Vi kommer hen over efteråret på besøg på både baser og akutafdelinger til en sludder, lidt mundgodt og fremvisning af køretøjer, Strykerbåre, Rødvig tasker osv. Vi håber, I bliver mega glade for dem; vi glæder os i hvert fald helt vildt til at vise dem frem!
Pension
Der er kommet afgørelse i sagen omkring skift af pensionskasse fra PenSam til PensionDanmark for personale over 50 år. Ambulance Sjælland har ingen aktie i selve afgørelsen; den er forhandlet mellem FOA og Danske Regioner, men vi vil meget gerne videreformidle resultatet.
Nogen er omfattet; andre er ikke. Gå ind på vores hjemmeside for at læse afgørelsen og vær opmærksom på, at hvis du er omfattet af muligheden for at skifte pensionskasse, så skal det ske senest d. 25-10-2023. Der gives ikke dispensation for denne dato, så sørg for at melde tilbage.
Basen i Køge
Mange af jer ved, at Ambulance Sjælland de sidste par måneder har arbejdet ihærdigt på at finde et længerevarende, midlertidig lejemål i Køge, hvor først Falck og vi, fra 01-02-2024, kan have ophold, frem til basen i Lille Skensved står klar forventeligt ultimo 2024. Vi har fået god hjælp af jeres kolleger til at finde egnede lokaler og der er i går blevet skrevet under på en kontrakt på Ørnevej 2 i Køge.
Jeg har igen i dag været ude og besigtige lokalerne og sammen med jeres kolleger peget på, hvor det giver mening at få lagt hvilerum, opholdsrum og spisestue. Der er et par knaster hist og pist, som mange gode folk nu gør, hvad de kan få at få fikset til d. 01-11-2023, således at I kan flytte ind allerede der og dermed undgå en flytning igen til februar ’24.
Mange tak til Brian Jensen, Daniel Fussing og Jacob Kure for at bistå med vigtig hjælp og gode råd; det er kæmpe værdsat!
Jeg vil ønske alle en rigtig dejlig dag og god efterårsferie til dem af jer, der holder det!
De bedste hilsner
Karina Jensen
Ambulancechef i Ambulance Sjælland
Opdateret tirsdag den 6. feb. 2024