Beredskabets personaletyper
En ambulanceassistent har været i gennem klinisk praktik med indøvning af færdigheder, som er en del af den teoretiske undervisning. Ambulanceassistenten har været i praktik på et sygehus og eventuelt:
- I lægevagten
- På plejehjem
- I hjemmeplejen
- Ved sociale og psykiatriske institutioner.
Ambulanceassistenten har fået undervisning i:
- Køreteknik
- Løfte- og bæreteknik
- Basalt redningsarbejde ved ulykker
- Det gældende lovgrundlag
Derfor kan ambulanceassistenten indgå i et korrekt samarbejde med øvrige deltagere i den præhospitale indsats:
- Sygehusvæsnet
- Politiet
- Det kommunale og statslige redningsberedskab.
Der bliver ikke uddannet flere ambulanceassistenter og titlen bliver udfaset senest i 2029.
En ambulancebehandlers elevuddannelse er bygget op af teoretisk undervisning og praktik. Den teoretiske uddannelse sker på erhvervsskolerne i Esbjerg eller Hillerød. I praktikken tilknyttes eleven en ambulancebase.
Under uddannelsen får eleven hospitalspraktik, færdigheds- og simulationstræning og ambulancepraktik. Uddannelsen tager 3,7 år, og kræver man har bestået et grundforløb. Som ambulancebehandlerelev lærer man om:
- Anatomi
- Fysiologi
- Sygdomslære, inklusiv smitsomme sygdomme
- Observationsteknik
- Elementær pleje og omsorg
- Farmakologi
- Håndgreb, inklusiv defibrillering
- Psykologi
- Sundhedsvæsenets organisation, samarbejdspartnere og informationsteknologi.
Den færdiguddannede ambulancebehandler kan give præhospital behandling. Ambulancebehandleren kan overvåge og behandle patienten under transporten - eksempelvis i forbindelse med telemedicinsk overvågning, hvis en læge vurderer, at patienten skal på sygehuset.
En paramediciner er en ambulancebehandler med særlige kompetencer. Paramedicineren har taget uddannelsen som ambulancebehandler, og har arbejdet som ambulancebehandler i mindst 3 år.
Videreuddannelsen til paramediciner har en blanding mellem teoretisk undervisning på en professionshøjskole og praktik uddannelse. Gennem den praktiske del af videreuddannelsen får paramedicineren:
- Sygehuspraktik
- Færdigheds- og simulationstræning
- Ambulancepraktik med akutlægebil eller lignende lægefaglig supervision.
Udover kompetencerne om ambulancebehandler, kan paramedicineren give avanceret præhospital behandling, blandt andet at give visse former for medicin intravenøst. Paramedicineren er uddannet til at:
- Assistere lægen på en akutlægebil eller lignende
- Overvåge og behandle patienter under visse patienttransporter til specialafdelinger efter en læges vurdering - eksempelvis i forbindelse med telemedicinsk overvågning.
Advanced Paramedic (APM) er en overbygning på paramedicineruddannelsen, som man i dag kun kan få i Region Sjælland. En Advanced Paramedic bliver blandt andet undervist i:
- Relationer
- Deeskalering
- Defusing
- Psykopatologi
- Lovgivning, herunder tvangslovgivning.
Som en del af uddannelsen får en Advanced Paramedic teoretisk, praktisk og simulationsundervisning i 3 moduler:
Interhospital transport
Modulet gør APM'erne i stand til at transportere svært syge:
- Kardiologiske patienter
- Neurologiske patienter
- Obstetriske patienter
- Kirurgiske patienter
- Respiratorisk dårlige patienter.
Under uddannelsen får en Advanced Paramedic undervisning i:
- Avanceret medicinregning
- Farmakologi
- STaR-principperne (Safe Transfer and Retrieval)
- CPAP.
Præhospital ledelse og indsats ved særlige hændelser
Modulet gør APM'erne i stand til at være behandlingspladsleder ved større ulykker. Advanced Paramedics bliver sat ind ved særlige og farlige hændelser som eksempelvis terror, gadeoptøjer, bandeskyderier og lignende. De får undervisning i:
- Ambulanceledelse
- Beredskabspsykologi
- Behandlingspladsledelse
- Ledelsesværktøjer
- Politiets specialindsats- og reaktionspatrulje.
Den psykisk syge
Modulet gør APM'erne i stand til at give omsorg for den svært psykisk dårlige patient på gaden, i eget hjem og under transport til sygehuset.
Den rigtige kompetence til den rigtige patient
I Region Sjælland har vi altid ambulancebehandlere, paramedicinere, Advanced Paramedics og læger klar til at rykke ud. AMK-Vagtcentralen vælger den kompetence, der passer bedst til den enkelte opgave.
Vi fokuserer meget på kompetencer for at kunne tilbyde borgerne den bedste behandling. Derfor bruger vi Advanced Paramedics som lægeassistenter på lægebilerne. Det gør, at Advanced Paramedics får kompetencer fra samarbejdet med lægen, som kan bruges på opgaver uden en læge.
Job og uddannelse
- Er du uddannet ambulancepersonale, og kunne du tænke dig at køre ambulance hos os?
Se, om vi har et ledigt job, der passer til dig
- Er du interesseret i at uddanne dig til ambulancebehandler?
Opdateret mandag den 31. jul. 2023